At skrive reflekterende breve
At skrive reflekterende breve til mine børn.
Jeg har altid haft en dyb kærlighed til at skrive. Der er noget helt særligt ved at få ord på papir, særligt når det er med håndskrift. I mange år har jeg fyldt sider ud med lange noter og tanker—fra mine skoletidens hæfter til de utallige dagbøger og notesbøger, jeg har haft igennem årene. Det er en form for selvudtryk, der giver mig ro og klarhed, og noget, der stadig har stor betydning for mig i dag. En form for værktøj.
Men det gør mig trist at se, hvordan det håndskrevne ord langsomt mister sin betydning i en verden, der i stigende grad er digital. Jeg elsker at skrive. Jeg elsker følelsen af at holde en dagbog, af at fylde siderne med tanker og refleksioner. Jeg drømmer ofte om at skabe smukke dagbøger for unge piger, der måske har svært ved at rumme og forstå deres følelser. For mig har det altid været en enorm hjælp at have et "safe space" til at skrive alt det ned, som ikke kunne siges højt.
Jeg blev opdraget i en sund kernefamilie, og jeg havde på mange måder et trygt og godt liv. Men gennem mit voksne liv er jeg blevet meget opmærksom på, at vi ikke var en familie, hvor følelser blev mødt og italesat. Det var ikke noget, vi gjorde. Følelserne blev ikke talt om, og vi lærte aldrig, hvordan man formulerede dem. For mig har det været en stor udfordring at begynde at sætte ord på, hvordan jeg egentlig havde det. Det har været svært, og det har været overvældende. Det er først nu, som voksen, at jeg begynder at forstå og udtrykke mine egne følelser, og jeg har ofte følt, at der ikke har været nogen, der kunne rumme dem på den måde, jeg havde brug for.
Det har givet mig en følelse af skam og har gjort det vanskeligt for mig at regulere mine følelser, især når skammen trigges. Som mor har det været overvældende at opdrage mine to piger samtidig med, at jeg har skulle forstå og lære en helt ny måde at håndtere følelser på. Jeg har selv været på en lang rejse med at forstå, hvad det betyder at være i kontakt med sine egne følelser—og det er ikke blevet lettere af at have mistet min mor, da jeg kun var 16 år gammel. Det har ofte føltes som en ufuldstændig rejse, som om noget vigtigt er blevet væk, og jeg har tit savnet at kunne forbinde mig med hende og hendes livserfaringer som kvinde og mor.
Jeg tror, der er mange derude, der ligesom mig savner den refleksion og sparring i deres voksne liv. Måske har du heller ikke som barn eller ung fået lært, hvordan man forstår og udtrykker sine følelser, måske har du aldrig lært at sætte ord på dem. Hvis du genkender dig selv i det, så vil jeg sige velkommen til dig. Jeg anerkender, at du, ligesom jeg, har modet til at kaste dig ud i det—at forstå dine følelser langsomt og arbejde på at blive en mere hel version af dig selv. Det er en proces, men jeg tror, vi kan finde en vej sammen.
Derfor har jeg startet en ny praksis i mit liv: At skrive reflekterende breve til mine børn. Jeg skriver til dem, ikke kun som deres mor, men også som den kvinde, jeg er blevet. Jeg skriver om de ting, jeg har lært, om de følelser, jeg har opdaget, og om de håb, jeg har for dem. Jeg håber, at de en dag vil kunne bruge disse breve som en vejledning til at forstå deres egne følelser og finde deres egen vej i livet—på en måde, jeg aldrig lærte som barn.
Så hvis du sidder med den samme længsel efter at kunne udtrykke dig, at forstå dig selv og dine følelser, så håber jeg, du finder inspiration i disse ord. Jeg tror på, at vi alle kan finde vores vej, et skridt ad gangen.
