At tage skammen ud af skyggerne
Jeg har altid haft en tendens til at have hovedet gemt væk i skyen.
Når tingene bliver for overvældende eller usikre, har jeg ofte trukket mig væk – gemt mig bag en facade af kontrol, hvor ingen kunne se, hvordan jeg virkelig havde det. Men det skjul har en pris. Skammen, som ligger bag, skaber en afstand til både mig selv og andre. Den slører lyset og gør det svært at se klart.
Skam er en social følelse, en dyb og ofte lammede oplevelse af at være forkert, ikke god nok, uelskelig. Men det er vigtigt at forstå, at det ikke er os selv, der er forkerte. Skam opstår, fordi noget er gået galt – fordi vi på et tidspunkt ikke blev mødt, set eller spejlet, som vi havde brug for. Det er en reaktion på en usikkerhed i selvopfattelsen, en følelse, der ofte får os til at trække os væk og dække til, frem for at åbne op.
Jeg har gennem mit liv lært, at skam har dybe rødder. Den er ikke kun en følelse, der dukker op i øjeblikket; den bygger sig op over tid, når vores selvfølelse har fået små eller store ridser. Når vi mangler at blive mødt med kærlighed og omsorg, opstår der små huller i vores selvfølelse. Disse huller kan føre til, at vi oplever skam i situationer, hvor andre måske ikke ville.
For mig har skammen været en skjult ledsager, der gjorde det svært at mærke mig selv. Jeg er vokset op med en idé om, at det var lettere at holde ud og vente, til tingene blev bedre, frem for at stå ved mine følelser og behov. Men når vi holder følelserne ude, afskærer vi os fra os selv. Skammen bliver et skjold, der både beskytter og begrænser.
At arbejde med skam handler om at finde modet til at kigge bag skjoldet. Det handler om at invitere følelserne indenfor, også de svære. At begynde at lytte til kroppen, mærke hjertet og spørge sig selv: Hvad ønsker jeg mig allermest lige nu?
Jeg er stadig meget tidligt i denne proces. Det er ikke let at lære at være i ro og mærke. Faktisk kan det være en af de sværeste ting for mig. Jeg har en tendens til at ville flygte fra følelsen af forladthed eller utilstrækkelighed, men jeg ved, at nøglen til frihed ligger i at stå ved disse følelser. At være med dem, i stedet for at skubbe dem væk.
Når vi tør dele vores usikkerheder med andre, skaber vi også rum for dybere forbindelser. Det kræver mod at vise vores sårbarhed, men det er også der, vi finder styrken til at hele. Jeg øver mig stadig på at stå ved mine behov, min usikkerhed og endda min vrede. Det er en langsom proces, men det er også en lærerig en.
Hvis du, ligesom jeg, kæmper med skam, så husk dette: Du er ikke alene. Skam føles ofte som noget, vi skal gemme væk, men det er i lyset, vi kan begynde at forstå den. Spørg dig selv, hvad der typisk udløser skammen. Kig dybere og find ud af, hvad der nærer den. Og vigtigst af alt: Vær kærlig mod dig selv i processen.
Det kræver tid at lære at stå ved sine følelser og åbne op for andre, men det er en gave, vi kan give os selv. For når vi tør være ærlige overfor os selv, når vi tør mærke og dele, kan vi finde tilbage til os selv – og det liv, vi længes efter at leve.
