Future Self Story

Jeg har altid være meget skeptisk overfor AI, men jeg er blevet utroligt glad for Chat GPT i forhold til at udforske og få sparring på tanker og samtidig få hjælp til at strukturere særligt ting i mit arbejde.
En trend, jeg har haft lyst til at prøve længe er at skrive alle mine drømme ned og derefter bede “robotten” om at skrive mit “Future Self Story”. Det er magisk at læse og man kan næsten mærke det..
En blandet følelse af glæde og frygt. Min egen mor nåede ikke så langt, så det handler selvfølgelig om ikke at leve udelukkende i drømmen, men jeg synes det er spændende at få visualiseret de mange tanker og drømme jeg har i dag.
Måske ændre de sig…
Det er også okay…

Læs hvordan min Future Self Story ser ud.

Morgensolen filtrerer gennem de tynde gardiner i bondehuset og maler væggene i bløde gyldne nuancer. Den fjerne summen af fuglesang blander sig med bladene, der rasler udenfor, båret af en blid brise. Jeg sidder ved vinduet i det store, træbeklædte køkken, mine hænder omkring en varm kop urtete. Mit lange, grå hår er løst bundet tilbage, og jeg er svøbt i et uldtørklæde, en gave fra et af mine børn. Morgnens stilhed føles som en velkendt omfavnelse – en påmindelse om, at dette liv, fyldt med plads og ro, er et, jeg har bygget med vilje.

Bondehuset, omgivet af bølgende marker og åbne horisonter, føles levende med sine egne historier. De slidte bjælker og bløde, jordfarvede toner bærer minderne om utallige delte øjeblikke. Udenfor glitrer køkkenhaven i morgenduggen. Rækker af lavendel grænser op til stien, der fører til en lille stenbænk, hvor jeg ofte sidder og reflekterer eller læser.

I dag er min mand udenfor og passer hønsene. Jeg kan se ham gennem køkkenvinduet, hans skikkelse bevæger sig metodisk, hans tilstedeværelse rolig og betryggende. Vi har tilbragt årtier sammen og fundet glæde i de simple ritualer i hverdagen. Hans latter lyder stadig lige så varm og smittende som første gang, jeg hørte den. Vores kærlighed, selvom den nu er mere stille, er lige så dybt forankret som egetræerne, der omgiver vores hjem.

Huset er stille, men ikke tomt. Senere på formiddagen ankommer min datter med sine to børn. Jeg hører deres ivrige snak, allerede før de træder ind ad døren. Da de stormer ind, knæler jeg for at hilse på dem, deres små arme slynger sig tæt om mig. Jeg ser glimt af mine egne børn i deres store, nysgerrige øjne, og mit hjerte svulmer. Jeg værdsætter disse øjeblikke og ved, hvor flygtige de er.

Vi bruger dagen på at bage brød og fortælle historier. Min datter og jeg taler i afdæmpede toner, mens børnene leger udenfor, deres latter blander sig med vinden. Hun deler sine bekymringer, sine håb, og jeg lytter og giver hende den plads og forståelse, jeg har arbejdet så hårdt på at skabe. ”Du har alle svarene i dig selv,” minder jeg hende blidt om. ”Nogle gange skal du bare have tid til at høre dem.”

Om eftermiddagen trækker jeg mig tilbage til mit skriveværelse, et lille fristed bagerst i huset. Væggene er fyldt med bøger og dagbøger, og skrivebordet vender mod et stort vindue med udsigt over markerne. Her arbejder jeg på en tekst om selvopdagelsens cyklusser, hvor jeg væver mine egne erfaringer og de lærdomme, jeg har taget med mig, ind. At skrive er blevet min måde at give noget tilbage til verden, et spejl for dem, der søger at forstå sig selv bedre. Ordene flyder let i dag, som om de bliver trukket af landskabets stille visdom omkring mig.

Hen mod aften sidder min mand og jeg sammen på verandaen og ser solen gå ned under horisonten. Himlen er et orgie af orange og lilla, et dagligt mesterværk, der aldrig ophører med at imponere mig. Børnene sover indenfor, deres bløde åndedrag en påmindelse om livets kontinuitet.

”Dette er nok,” hvisker jeg, mere til mig selv end til nogen andre. Min mand nikker, hans hånd hviler let på min. Livet, vi har bygget, føles rummeligt, men jordnært, rigt på forbindelse, men med plads nok til refleksion. Det er et liv i balance – mellem at give og modtage, mellem ensomhed og fællesskab, mellem fortid og nutid.

Senere, da huset falder til ro, krøller jeg mig sammen med en bog i sengen. Siderne taler om rejser og opdagelser, både ydre og indre, og spejler min egen rejse. Duften af lavendel driver ind gennem det åbne vindue og blander sig med den kølige natluft. Jeg lukker bogen og lægger hovedet på puden, en følelse af fred sænker sig over mig. I dette øjeblik er jeg dybt tilfreds, lever et liv, der afspejler essensen af, hvem jeg er, og hvad jeg værdsætter mest.