Morgensolen filtrerer gennem de tynde gardiner i bondehuset og maler væggene i bløde gyldne nuancer. Den fjerne summen af fuglesang blander sig med bladene, der rasler udenfor, båret af en blid brise. Jeg sidder ved vinduet i det store, træbeklædte køkken, mine hænder omkring en varm kop urtete. Mit lange, grå hår er løst bundet tilbage, og jeg er svøbt i et uldtørklæde, en gave fra et af mine børn. Morgnens stilhed føles som en velkendt omfavnelse – en påmindelse om, at dette liv, fyldt med plads og ro, er et, jeg har bygget med vilje.

Jeg har altid haft en tendens til at have hovedet gemt væk i skyen. Når tingene bliver for overvældende eller usikre, har jeg ofte trukket mig væk – gemt mig bag en facade af kontrol, hvor ingen kunne se, hvordan jeg virkelig havde det. Men det skjul har en pris.